Seniorturen Mariager Fjord 2018
Så oprandt dagen, hvor seniorgruppen igen var inviteret til forårsfiskeri i Mariager Fjord. Traditionen tro mødtes vi alle i Bendt og Tove’s sommerhus i Fladbjerg til morgenkaffe og en lille en eller to. Vejret var helt fantastisk, og alle de kloge hoveder var enige om, at med det vejr ville vi efter dagens fiskeri sagtens kunne fylde en velvoksen trailer med hornfisk. MEN!!!! Der var hornfisk over alt, foran os, til siderne for os, og bag ved os, ja det vrimlede med hornfisk, men det viste sig hurtigt, at de havde helt andre ting i hovedet end fast føde. Med den parringsiver de lagde for dagen, må der næste år være så mange hornfisk, at vi kan gå tørskoet over fjorden! Da dagen var omme, havde 15 håbefulde lystfiskere kun fanget 7 hornfisk!! Intet er dog så dårligt, at det ikke er godt for noget, for ørrederne så nu sit snit til at komme lidt til fadet, hvilket resulterede i at Hans mistede en ørred på 2 – 3 kg lige da han skulle til at nette den, Søren fangede en lige på målet og undertegnede fangede en fuldfed fjordørred på 1,6 kg fordelt på 50 cm. Sidst på dagen mødtes vi så alle igen i sommerhuset, hvor Tove diskede op med fadfulde af sine berømte kanelsnegle; en herlig afslutning på en dejlig dag. Jeg vil gerne på alle deltagernes vegne takke Bendt og Tove for deres gæstfrihed og sige på gensyn til efterårsturen.
Mogens.
