Referat General-forsamling 2026
Generalforsamling 2026
Peder Steensgård blev valgt til dirigent.
Formandens beretning:
Der har ikke været de store sager på programmet i 2025.
I Januar blev ungdomsafdelingen startet op igen, efter at have ligget stille en periode. Sigurd Østergaard Nielsen påtog sig opgaven og den er blevet løst rigtig fint. Ungdomsafdelingen er aktiv og i vækst.
Takket være en fin indsats fra John Eistrøm fik vi, med bevillig fra ELRO-fonden, anskaffet en ny og mere tidssvarende, brugervenlig og stærk skiveklipper. Vi har endda fået nye fonds-midler igen til indkøb af endnu en skiveklipper.
Vores delegerede til Gudenåens Ørredfond (GØF) og Gudenåsammenslutningen – Laks (GSL) havde et år med en del arbejde med henblik på en fusion af de to organisationer. Dette er nu, i begyndelsen af 2026, blevet en realitet, under navnet Gudenå Sammenslutningen.
Der har i 2025 været nogle lodsejer skifter, men takket være en god indsats fra vores lodsejerkontakter Carsten og Bjarne, lykkedes det at beholde alt fiskevandet, på nær et stykke nedstrøms fra Nordre Ringvej ved Hadsten.
Regnskab:
Kassereren gennemgik regnskab for 2025 og budget for 2026/27. Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.
Beretning fra stående udvalg:
Stefan Walentin Beier informerede om arbejdet i vandløbsudvalget, omkring optælling af gydebanker og samarbejdet med kommunen.
John Eistrøm informerede om arbejdet i forbindelse med sammenlægningen af GØF og GSL.
Indkomne forslag:
Der var indkommet 4 forslag, der omhandlede ændring af fredning og fredningstider.
Da HLF deler fiskevand med AROS, og der foreligger en samarbejdsaftale, der specifikt påbyder, at ændringer i fredning og fredningstider skal forhandles parterne imellem, kunne en afstemning kun blive vejledende.
Forslag 1:
At ændre forbuddet mod fangst af Bækørred i Lilleåen, og i stedet indføre et mindste mål på 40 cm.
Motivation: Harmonisering af mindstemål i Lilleåen
Forslagsstillere: Verner Jensen, Verner Eg, Mogens Kristensen og Bruno Kolding
Der var 33 stemmeberettigede til stede, resultatet blev 15 stemmer imod, 16 stemmer for og 2 blanke. Bestyrelsen vil derfor arbejde videre med at ophæve fredningen af bækørreder over 40 cm og tage det op med AROS.
Forslag 2:
At ændre opstarten af fiskeriet i Lilleåen fra 1. marts til 1. april.
Motivation: Beskyttelse af bestanden af ørreden i Lilleåen, ved at give bestanden, som helhed og nedfaldsfisk og smolt i særdeleshed, en længere fredningsperiode.
Forslagsstillere: Verner Jensen, Verner Eg, Mogens Kristensen og Bruno Kolding
Forslag 2 blev vedtaget. Her skal vi, lige som forslag 1, blive enige med AROS, før det kan gennemføres.
Forslag 3:
Lilleåen fredes på HLFs fiskevand, fra og med 1. november til og med 30. april
Forslagsstiller: Morten Andersen.
Forslaget faldt.
Forslag 4:
Fredning af hun-havørreder fra og med 1. oktober ophæves, og det gøres tilladt at hjembringe hun-havørreder indtil 31. oktober på HLFs fiskevand i Lilleåen.
Forslagsstiller: Morten Andersen
Forslaget faldt.
Foreningens virke det kommende år:
Der skal arbejdes på udskiftning af en del broer og spang.
Der skal opbygges et konstruktivt samarbejde med kommunen, til gavn for Lilleåen. Det er allerede påbegyndt, f.eks. med de gydebanke-tællinger, der nu kører for andet år i træk.
Ungdomsarbejdet skal fortsat have høj prioritet.
Valg til bestyrelse, suppleant, revisor og revisor suppleant:
På valg til bestyrelsen:
Kim Rosing-Asvid, modtog genvalg
Morten Nielsen, modtog ikke genvalg
Kaj Bjerregaard, valg som nyt medlem i bestyrelsen.
På valg som suppleant til bestyrelsen:
Anders Breinbjerg, modtog genvalg.
På valg som revisor:
Svend Uldahl, modtog genvalg.
På valg som revisor suppleant:
John Hardy Eistrøm, modtog genvalg.
Der var ingen øvrige valg.
Eventuelt:
Der blev uddelt præmier i kategorierne største havørred (Jeppe Györkös), største juniorfisk (Frederik Fosgerau) og Catch & Release (Karl Hedeager Madsen).
Carsten Kvistgaard og Bjarne Pedersen blev anerkendt for deres store arbejde som lodsejer kontakter og sidst, men ikke mindst, blev John Eistrøm udnævnt til æresmedlem af HLF.
Generalforsamlingen sluttede kl. 22:00.
