Referat Karup Å turen 2025




Så er pensionisternes årlige Karup Å tur afviklet.
Vi mødtes som altid ved pølsevognen over for Hagebro Kro. Her indtog de fleste 1 fransk hotdog eller 2 og herefter drog vi afsted til Pension Højbo hvor Mogens Styhr tog godt imod os og vi blev installeret på vores værelser.
Et par herlige dage dage havde vi med god mad og drikke. Masser af snak, gode historier, vittigheder, drillerier og kærlig mobning. Endvidere blev verdenssituationen løst hver aften, men ingen husker i dag hvad vi kom frem til. Ærgerligt. Endelig fik vi jo en masse løgnhistorier fra Mogens. Herligt, lige sådan skal en fisketur være.
Fiskeriet gik også fint. Ja, det lykkedes også at få Kaj lokket ned til åen et par gange. Der blev fisket morgen, middag og aften med god fangst. Een fangede næsten en krebs, een fangede en meget lille bækørred(måske) og jeg selv fangede tirsdag aften en fin havørred på 65 cm i den såkaldte zone 5. Reglen er jo at vi skal undgå at fange fisk, da det jo er et værre bøvl med flåning, fiskeslim, fiskeskæl, aflivning, manglende plastpose mv. Skulle det uheldige alligevel ske får man en hurtig tilgivelse, tak for det.
Vores gode formand, Kim har fået et nyt tilnavn, nemlig BUNDSTYKKET. Historien er den, at da Kim og jeg tirsdag formiddag kørte ned til zone 3 og pakkede vores grej ud, fandt Kim ud af at bundstykket til hans fine nye stang manglede. Vi måtte derfor tilbage til Pension Højbo hvor det viste sig at bundstykket var blevet fundet og en velmenende person havde stillet det op ad en busk.
Alt i alt en rigtig god fisketur og der er sat dato på næste års tur over til Bodil og Mogens Styhr i Pension Højbo ved Karup Å. Den er fastsat til dagene 17.-18.-19. August 2026. Vi glæder os allerede. Stor tak til Bodil og Mogens for et godt værtsskab.
K/B
Leif G.
