Så var den nattesøvn ødelagt.

Søndag aften havde jeg besluttet at tage tur ud med fluestangen til Lilleåen ved Hollænder/Essenbæk.
Under udpakning af udstyret kl. ca. 21 kommer Bent H pludselig stønnende op ad grøften til parkeringspladsen med knækket spinnestang i den ene hånd og en fin stor havørred i den anden. Den flotte fisk blev målt, vejet og fotograferet med den stolte storfanger. Bent H fanger rigtig mange fisk på spinner i åen. Enten er han umådelig heldig eller meget dygtig eller en kombination af begge dele. Jeg tror nu at han er meget dygtig.
Efter megen god snak om fisk, metoder og aktuelle steder, hvor vi delte to kolde øl, kørte Bent mod hjemmet og jeg gik mod åen.
Jeg startede med at fiske på det lige stykke hen mod ”det udgåede træ”. De første 4-5 kast blev brugt til at gøre fluen våd og så startede det egentlige fiskeri. Jeg havde valgt en Uldsok-lignende flue med lidt flash i brungyldne farver på dobbeltkrog størrelse 6. Efter ganske få kast rejser der sig en stor bølge bag fluen og en tung fisk vender rundt om fluen uden dog at hugge rigtigt. Jeg træder hurtigt 3-4 skridt bagud medens jeg løfter stangspidsen i vejret – og bang – fisken tager fluen i et kraftigt og tungt hug. Fast fisk. Da fisken opdager at der er noget der giver modstand går den helt besærk. Et højt spring helt ud af vandet. Fisken lander i sivene på modsatte side af åen og får sig møvet ned i vandet igen. Pa-ha. En stor fisk på ca. 70-75 cm og vel på mellem 4 og 5 kg.
Jeg har gennem tiden fanget en del havørreder og også et par store af slagsen. Men det har altid været på spinner eller wobler. Aldrig en stor fisk på fluestangen. Det er en hel drømmesituation for mig. Jeg har prøvet og prøvet med fluestangen de sidste år meget ihærdigt, men uden resultat. Nu skulle det måske være. Det var i hvert tilfælde en meget fin fisk der havde taget fluen og den var tilsyneladende rigtig godt kroget. Helt rolig Leif.
Fisken tog nu et hurtigt udløb ned til det store hul der er lige før svinget og stillede sig der og begyndte at bore. Jeg efter den i fuld firspring. Alle der kender stedet ved, at det er et vanskeligt sted at arbejde med og lande en fisk. Men fisken ville ikke ud af hullet, så jeg måtte udtænke en plan. Jeg fik mig møflet ned til åbredden og satte mig ned med benene ude i åen. Forsigtigt trådte jeg dybere og dybere ned i vandet, men der var ingen bund. Åen er måske mere end en meter dyb her. Jeg havde kun min lille korte fangstkrog med og den ville jeg nok ikke kunne nå ud til fisken med.
Efter yderligere ca. en halv time hvor fisken dels borede sig ind i bredden foran mig og bagved mig og også ovre på modsatte side af åen og dels rullede sig rundt i overfladen og også tog et par mindre spring ud af åen, var jeg ved at blive godt træt og syret i min højre arm. Det var ligeledes ved at blive bælg ravende mørkt og jeg havde ingen lygte eller lignende med. Skulle jeg springe i åen, nej det ville være for farligt og iøvrigt havde jeg jo min mobil i lommen. Ingen andre fiskere ved åen. Nu skulle det her snart overståes.
Ikke noget med at jage havørreden ud igen et par gange inden landing, som Verner E siger. Fisken var slet ikke inden for min rækkevidde og jeg skred længere og længere med i åen.
Selvfølgelig har jeg lært at man aldrig skal tage fat i linen og trække fisken hen til sig. Men det var altså det jeg gjorde. Jeg lagde fluestangen bag mig, tog fat i linen med venstre hånd og trak forsigtigt fisken hen mod mig. Den var blevet træt og lå roligt halvt på siden og lod sig trække lige så stille. Med højre hånd og den korte fangstkrog kunne jeg nu lige netop nå fisken. Et hurtigt træk med fangstkrogen fik ikke fat i fisken men må have ridset den. Fisken fik ligesom nye kræfter og snoede sig rundt næsten mellem benene på mig. Pludselig blev snøren i min venstre hånd slap. Fisken gled stille ud i åen og var hurtigt væk i mørket. Hvad pokker skete der lige der? Leif dit store fjols og super-amatør. Det skete da ikke! Jo sørme.
Jeg fik samlet mig selv og fiskegrejet sammen og gik mod bilen. Klokken var ca. 22.30 og jeg kørte mod hjemmet.
Senere på aftenen i seng. En hel masse tanker. Ingen søvn. Kunne jeg have ringet til nogen? Var grejet i orden? En drømmefisk på fluestang! Hvordan skulle det kunne bortforklares? Var der nogen formildende omstændigheder? Skulle jeg alligevel have været mere tålmodig? Osv. Osv.

Så på uret sidste gang kl. 02.50 og må være faldet i søvn herefter.
Dagen efter kunne jeg konstatere at blodknuden mellem det sidste og næstsidste del af forfanget var gledet fra hinanden eller i hverttilfælde var fluen og yderste del af forfanget borte!
Konklusion: tag aldrig til Lilleåen uden et ordentligt fangstnet og tjek dit flueforfang oftere end jeg har gjort.

Knæk og bræk.
Leif G