SENIORTUR 12. MAJ 2015
SENIORTUR 12. MAJ 2015
Så oprandt dagen, som seniorklubben ser frem til, og som hornfisk og havørreder frygter: Mariager Fjord, Fladbjerg, Tove og Bendts sommerhus.
15 optimistiske lystfiskere mødte kl. 09.00 op til morgenkaffe med behørigt tilbehør i Tove og Bendts sommerhus.
Her efter gik turen til fjorden, hvor første halvleg af fiskeriet startede i et efter forholdende ganske udmærket vejr, overskyet men dog fri for kraftige regnbyger, som ellers havde huseret på hele turen fra Hadsten til Fladbjerg.
Første halvleg resulterede i 2 hornfisk. Der var herefter fælles frokostpause i sommerhuset, hvor der blev udvekslet mange gode forklaringer på, hvorfor resultatet ind til dette tidspunkt havde været så dårligt. Alle var dog enige om, at det absolut ikke skyldtes de tilstedeværende seniores manglende færdigheder ud i lystfiskeriets ædle kunst, men derimod vejr, vind og vandstand.
Anden halvleg ved fjorden indledtes med øget vindstyrke og kraftige byger, hvilket selvfølgelig ikke påvirkede deltagerne, som også ved den afsluttende eftermiddagskaffe med Toves uforlignelige kanelsnegle, kunne melde om en ny dagsrekord, nemlig yderligere 3 hornfisk!

Dagens absolutte højdepunkt indtraf også om eftermiddagen, hvor en af de garvede lystfiskere efter sigende fik en af fjordens ”største” ørreder på krogen. Efter under en halv times intens fight var ørreden så afkræftet, at den var klar til landing. Her lykkedes det den dygtige fisker i fællesskab med en lige så dygtig hjælper at miste fisken!!!
Undskyldningen fra de to var selvfølgelig, at fangstnettet var alt for lille!
På vegne af samtlige deltagere vil jeg gerne sige tak til Bent Hartvig for et godt arrangement og til Tove og Bendt Ørskov for den store gæstfrihed.
Mogens Kristensen

