Seniortur til Mariager Fjord
Seniortur til Mariager fjord den 3. okt. 2017
Vi var ca. 15 forventningsfulde lystfiskere der mødtes ved Bent og Toves sommerhus i Fladbjerg til kaffe og rundstykker samt en lille en til halsen.
Bent oplyste at vi skulle lige huske halvårsfredningsbælterne på de små vandløb med opgang af havørred der gælder fra 16. sept., og et af dem ligger lige udenfor havnen i Mariager.
Efter morgenkaffen tog vi ud til fiskepladserne på sydsiden af fjorden. Vejrudsigten havde lovet blæsende vind med vindstød af stormstyrke fra sydvest med vekslende byger, og for en gang skyld skal jeg love for at meteorologerne ramte rigtigt. Vinden var så kraftig at der var store bølger som hvirvlede bundmateriale op i vindsiden og forplumrede vandet.
Derfor fordelte vi os forskellige steder i læ på sydsiden af fjorden bl.a. ved Stenarmen, ved Skarodde, ved p-pladsen efter Kongsdal lystbådehavn og ved Lergraven. Der var højvande ca. ½ meter over normal vandstand.
Der blev fisket med blink, bombarda og med flue så alt blev prøvet. Jeg selv fiskede jeg udelukkende med flue med 2 fluer på forfanget. Det lykkedes mig at fange en havørred over middag på 47 cm på en pink flue. De øvrige deltagere fangede også havørreder men alle mindre fisk under mindstemålet.
Benny var så uheldig at få en trekrog i tommelfingeren, så Bent hjalp ham med at få krogen fri ved at skubbe krogen helt igennem så modhagen kunne klemmes ind og krogen befriet.
Det er jo ikke første gang at en af deltagerne har fået en krog i fingeren så der næsten ved at være tradition for at en bliver skadet.
Vi afsluttede fisketuren med kaffe og kanelsnegle i Bent og Toves sommerhus.
Jeg vil på deltagernes vegne sige Bent og Tove stor tak for at vi atter måtte komme på besøg i sommerhuset, det ser vi frem til hvert år
Venlig hilsen
Georg


